Gå til hovedindholdet
MENU
Aula_close Layer 1

Handleplan for Kvalitet - 2024

Skovagerskolen har som specialskole ikke det samme datagrundlag, herunder elev-trivselsmålinger og karaktergennemsnit, som den almene folkeskole, som kan analyseres og fortolkes, og dermed ligge til grund for en handleplan. Vores datagrundlag er derfor et andet, som i højere grad baserer sig på personalets vurderinger af elevprogression og -trivsel. Det gør dog ikke datagrundlaget mindre brugbart – det er bare et andet vurderingsgrundlag der tages afsæt i. 

Vi har på Skovagerskolen en kontinuerlig drøftelse om hvordan vi bedre kan vurdere på elevernes faglige og sociale progressioner, og vil de kommende år fortsat skærpe børneperspektivet og dataindsamlingsmetoderne i vores arbejde med kvaliteten af vores undervisningstilbud.

 

Mønstre vi ser på skolen

Skovagerskolen er præget af høj arbejdsglæde og –moral. Vores mål er at sikre, at denne bibeholdes. Arbejdsmiljøet på skolen er præget af høje følelsesmæssige krav og udadreagerende adfærd. Dette ses blandt andet i indberetninger på vold og magt.

Skovagerskolen har gennem de senere år arbejdet med Low Arousal som fælles pædagogisk afsæt, herunder arbejdet med at sikre et fælles sprog. Vi er på Skovagerskolen blevet bedre til at have samtaler om den udadreagerende adfærd og den pædagogiske indsats omkring barnet i situationerne.

Vi ser en øget brug af alternative kommunikationsmidler på skolen, og et styrket tværfagligt samarbejde i bl.a. PLC hvor fys/ergo nu har en fast plads.

 

Handlinger vi viderefører og iværksætter

Low Arousal fortsætter som værende Skovagerskolens pædagogiske ståsted. Vi har overvejelser omkring hvordan vi balancerer udviklingen og det videre arbejde med Low Arousal som pædagogisk værktøj og sprog, overfor at sikre forankringen og overleveringen af det allerede lærte til nye medarbejdere. 

Vi fortsætter arbejdet med at styrke det tværfaglige samarbejde gennem PLC. PLC tænkes i højere grad ind i kommende skoleårs indsatser i forbindelse med vores arbejde med skolens lokale design over professionelle læringsfællesskaber.

I det lokale design for professionelle læringsfællesskaber vil vi have fokus på didaktik. Herunder vil en legende tilgang til læring få en central rolle, planlagt og koordineret i fællesskab med Pædagogisk Udvalg og PLC. Dertil vil supervision udbredes for at understøtte den pædagogiske indsats, og personalets kompetencer og arbejdsmiljø.

Vi har igangsat en overgangsfase hvor vores indberetninger af vold og trusler skal registreres i SafetyNet fremadrettet. Vores organisationsændringer er på plads, og vi forventer at kunne starte med registreringer i SafetyNet ved næste skoleårs start (24/25).

Vi har på baggrund af dataindsamlingen i skoleåret 23/24 igangsat et pilotprojekt omkring vores måde at lave kompetence-, videns- og læringsmål på. Vi ser er de-kobling til MinUddannelse blandt personalet, mens arbejdet med kompetencemål er opleves gunstigt for elevernes faglige og sociale udvikling. Pilotprojektet sammenkobler kompetence-, lærings- og vidensmål, og bliver samlet en del af elevbeskrivelsen. Pilotprojektet evalueres og justeres løbende, inden det besluttes, om metoden skal udbredes på skolen.

 

Forbedringer vi forventer af indsatsen

Vi forventer at vi med et fortsat fokus på Low Arousal bibeholder og videreudvikler vores fælles pædagogiske ståsted og sprog, og en fortsat brug af kommunikationsunderstøttende undervisningsmidler fra PLC i undervisningen på skolen.

Vi forventer at overgangen til SafetyNet vil give os forbedrede muligheder for at arbejde databaseret i vores pædagogiske arbejde med eleverne.

Dertil forventer vi at fokus på didaktik vil øge udbredelse af en legende tilgang til læring. I relation hertil forventes den øgede supervision at understøtte vores dialoger og pædagogiske tiltag omkring eleverne.

 

Hvad vil vi gerne se om et år?

  • Vi vil gerne se en medarbejdergruppe som oplever en fortsat faglig samhørighed, herunder særligt en samhørighed omkring Low Arousal som pædagogisk afsæt og sprog.

  • Vi vil gerne opnå et bedre datagrundlag for vores arbejde med elevernes adfærd gennem indberetninger i SafetyNet

  • Vi vil gerne se en styrket pædagogisk indsats omkring eleverne, samt et forbedret arbejdsmiljø, gennem brugen af supervision

  • Vi vil gerne udvikle en mere konstruktiv og brugbar måde at arbejde med lærings-, videns- og kompetencemål på skolen

  • Vi vil gerne se at legen får en større rolle i undervisningssammenhæng

  • Vi vil gerne opnå et bedre data- og evalueringsgrundlag for elevernes faglige og sociale udvikling, med fokus på kommunikation og livsmestring som afsæt for næste års skoleudviklingssamtale og heraf følgende handleplan for kvalitet.

 

Hvordan skal handlingerne evalueres?

Handlingerne planlægges og evalueres i Pædagogisk Udvalg. PLC tænkes i højere grad koblet på indsatserne.

Brugen af SafetyNet som registreringsplatform er initieret og understøttes af AMR, som løbende vil forholde sig til brugen af platformen.

Som forberedelse til skoleudviklingssamtalen i starten af 2025, vil vi igen indsamle data om elevernes faglige og sociale udvikling og mestring, som startskuddet til en bedre evaluering af skolens kvalitet i undervisningen. Vi er endnu ikke helt skarpe på, hvilke data der giver os de bedste forudsætninger herfor, og vil den næste periode fortsætte med drøftelser herom. Vi forventer at skulle justere denne dataindsamling løbende, for at vi får noget brugbart.

 

Er der behov for understøttelse fra forvaltningen?

Der er fortsat behov for nogle gode drøftelser løbende omkring hvordan vi evaluerer og sikrer en god kvalitet i vores undervisningstilbud, samt løbende sparring omkring hvordan vi bedst belyser progressionen hos eleverne. Der er ved skoleudviklingssamtalen i 2024 peget på en konkret konsulent fra forvaltningen som kan være behjælpelig hermed. Vi forventer at indlede et samarbejde med denne konsulent omkring kommende dataindsamling, som skal ligge til grund for skoleudviklingssamtalen i 2025.