Gå til hovedindholdet
MENU
Aula_close Layer 1

Mål og indholdsbeskrivelse for Skovagerskolens SFO

SFO på Skovagerskolen

Skovagerskolen er en kommunal folkeskole, der underviser og tilbyder socialpædagogisk fritidsordning til børn med vidtgående psykisk og fysisk handicap.

Det er skolens grundholdning, at børnene mødes med positive forventninger, og at de oplever deres udgangspunkt accepteret. Der lægges vægt på at skabe de optimale rammer om den enkeltes børns trivsel og vækst, således prioriteres udviklingen af livsglæde og selvværd højt.

 

Fokusområder
Identitet og venskaber

Social trivsel er for alle børn forbundet med at være tryg, anerkendt og føle sig værdsat. Venska­ber er derfor vigtige for det enkelte barn. Børn skal trives med deres sociale roller og have mulighed for at udfolde nye sider af sig selv i inkluderende fællesskaber. Udviklingen af et positivt selvbillede er en vigtig forudsætning for barnets trivsel, og herved styrkes elevernes mod på og lyst til læring. Barnets udvikling understøttes i mødet med nær­værende voksne.

 

På Skovagerskolen kommer dette til udtryk ved, at der skabes rum og mulighed for at eleverne udvikler betydningsfulde relationer til andre børn.

 

  • de voksne planlægger aktiviteter på tværs af klasser og fællesrum, så eleverne får mulighed for nye relationer.
  • der arbejdes med selvforståelse fx gennem billeder for at tydeliggøre elevernes identitet og tilknytning.
  • eleverne bliver mødt med en anerkendende tilgang, de oplever medbestemmelse i eget liv og får mulighed for at bruge egne potentialer og dermed føle succes.
  • eleverne møder nærværende, indlevende og troværdige voksne.
  • elevernes individuelle alsidige personlige mål er en integreret del af hverdagen.
  • de voksne opfordrer eleverne til at søge hinanden, sætte ord på, hjælpe og bruge hinanden, så eleverne bliver opmærksomme på at andre end voksne kan hjælpe.
  • de voksne støtter op omkring aftaler mellem eleverne, fx leg, samvær og andre aktiviteter.
  • de voksne er bevidste om, at kommunikation er mangfoldig, fx lyde, kropssprog, mimik, åndedræt.

 

Leg, læring og mestring

Leg er børns måde at udtrykke og udvikle sig på, og legen har derfor stor betydning for børns læring og oplevelse af at mestre livet. I legens fantasifulde og kreative udfoldelse danner børn deres identitet og udvikler centrale færdigheder som sprog, empati, konfliktløsning, samarbejde og ledelse. SFO´en tilrettelægger sine aktiviteter, så der er en passende balance mellem voksen-styrede lege og aktiviteter og børnenes mulighed for selv at organisere lege og aktiviteter, således at børnene udvikler deres legekompetence.

 

På Skovagerskolen kommer dette til udtryk ved, at der skabes tid, rum og fordybelse til leg på forskellige niveauer:

  • legen tilrettelægges med afsæt i den enkeltes zone for nærmeste udvikling.
  • de voksne italesætter og iscenesætter legen ved at følge elevernes initiativer og tegn.
  • de voksne støtter og guider eleverne, så spil og samvær kan foregå på en god og hensigtsmæssig måde. Eleverne støttes i at mestre tab og vind, regler og gives redskaber til at løse konflikter selv. Vi arbejder med behovsudsætte og det at vente på tur.
  • brug af skolens faciliteter og nærmiljø for at udvikle elevernes legekompetencer og fantasi.
  • tilgængelige materialer og legemiljøer, der tilgodeser det enkelte barns legekompetencer.
  • eleverne oplever voksne, der er nærværende og gerne vil deltage i legen.
  • der er mulighed for at skabe leg på tværs af klasser og alder.
  • eleverne spejler sig i hinanden og i de voksne og dermed styrkes deres udvikling i leg.

 

Krop, Bevægelse og Sundhed

Sundhed og fysisk trivsel er en forudsætning for børns udvikling og læring. Børn har behov for at udvikle deres motorik og opleve glæden ved fysisk udfoldelse. Daglig motion gennem leg ud­vikler børns styrke, smidighed og udholdenhed. SFO´en har fokus på sunde kostvaner og en sund balance mellem aktivitet og afslapning.

 

På Skovagerskolen kommer dette til udtryk ved, at alle elever tilbydes motoriske og sansemæssige aktiviteter

  • eleverne bliver udfordret motorisk i hverdagen og får hjælp til at flytte personlige grænser.
  • fysio-og ergoterapien kan indgår som en del af det tværfaglige tilbud til eleverne. Elevernes færdigheder vedligeholdes og videreudvikles med henblik på størst mulig grad af selvhjulpenhed i hverdagen.
  • skolens alsidige legeplads indbyder til forskelligartet fysisk udfoldelse.
  • der arbejdes med at bevæge sig og orientere sig i store rum og på store arealer, eks. cykelture, gåture, indkøbsture, motoriske udfoldelser i nærmiljøet, naturlegeplads, skov, idrætshal og motoriksal.
  • sanseintegrationsarbejde og struktureret berøring i form af massage.
  • hele bredden af motoriske kompetencer dækkes fra de tidligste motoriske færdigheder til de mere udviklede og traditionelt kendte fysiske aktiviteter/lege.
  • der skabes en madkultur, hvor der lægges vægt på de fysiske og sociale rammer og dermed arbejdes der med de gode kost vaner.
  • der lægges vægt på sundhed, og at maden appellerer til sansemæssige oplevelser.
  • der tages hensyn til den enkelte elevs vaner/behov/religion.

 

Demokrati og medbestemmelse

Børn er centrale sparringsparter, når skolepæda­goger udvikler og planlægger SFO´ens aktiviteter. Børnene øver sig i at indgå i dialoger, lytte til andres synspunkter, acceptere forskelligheder og tage medansvar for helheden i ord og handling. Det udvikler deres forståelse af demokrati og evne til medbestemmelse. Skolen bevæger og bevæger sig, når børnene involverer sig gennem åbne dialoger, undersøgelser og afprøvninger.

På Skovagerskolen kommer dette til udtryk ved, at eleverne gennem dialog og støtte får hjælp til at deres initiativer og ideer kan blive til virkelighed:

  • eleverne får reelle/relevante valg i alle de situationer, der er hensigtsmæssige for den enkelte, således, at ønsker og ideer inddrages.
  • de voksne bruger deres specifikke viden og erfaring om den enkelte elev, så eleven mødes og føler sig set og får medbestemmelse ud fra lyst og interesse.
  • eleverne øver sig i at indgå i dialog og få en forståelse for normer og regler.

 

Kreativitet og innovation

Oplevelsen af at skabe værdifulde løsninger styrker det enkelte barns evne til at løse udfordringer i et globaliseret samfund. Den innovative tilgang er derfor et naturligt element i skolens arbejdsmåde. Børn udvikler og styrker deres kreativitet gennem leg og gennem kreativt arbejde med mange for­skellige materialer, men også gennem fælles idé­generering omkring konkrete opgaver eller proble­mer. Børn udvikler innovative kompetencer, når de gennem deres kreative handlinger og løsninger får mulighed for at skabe værdi for sig selv og andre.

 

På Skovagerskolen kommer dette til udtryk ved, at vi skaber rammer, der fordrer elevernes fantasi og giver eleverne mulighed for at eksperimentere gennem kreative projekter:

  • eleverne har mulighed for at lave konstruktionslege med bl.a. LEGO, DUPLO, Kapla klodser, Brio mv.
  • eleverne præsenteres for materialer, der understøtter den kreative og innovative udvikling, såsom billedkunstmaterialer og værkstedsmaterialer.
  • eleverne har mulighed for at udtrykke sig kreativt via sang, dans, optræden og musik.
  • der arbejdes kreativt med årstidernes relevante temaer.
  • eleverne bruger dagligt skolens legeplads og de omkringliggende udearealer, som vækker innovative og kreative ideer.

 

Samfundet omkring skolen

Skolen er en del af samfundet, både det lokale og det globale. Børn skal lære, at forstå sig selv og deres SFO som en del af et større samfund. For­eninger, institutioner og virksomheder i SFO´ens nærmiljø er naturlige samarbejdspartnere og udgør SFO´ens lokale netværk. Forældre kan ofte være indgangen til dette samarbejde.

 

På Skovagerskolen kommer dette til udtryk ved, at vi er en integreret del af lokalsamfundet:

  • forståelse for normer, regler og kulturer i nærmiljøet og samfundet udenfor skolen.
  • det lokale miljø drages ind i temaer og emner, vi arbejder med.
  • skolens legeplads benyttes af børn fra lokalmiljøet, hvorved skolens elever får mulighed for at møde andre børn og iagttage andre børns leg (samfundet kommer til skolen).
  • der arrangeres discofester på tværs af specialskoler, hvor eleverne har mulighed for at møde ligesindede.
  • brug af lokale butikker, kirke, naturlegeplads, Byens Hus, hvor vi benytter biblioteket, biografen og cafeen.
  • forældre opfordres til at eleverne deltager i foreningsliv (HIVO/Parasport Vejle)
  • vi formidler kontakt mellem forældre i forbindelse med legeaftaler i fritiden

 

Mangfoldighed og inklusion

Mødet med menneskers forskellige kulturer, bag­grunde og personlige forudsætninger er en del af børns hverdag. Derfor skal børn lære, at der findes forskellige måder at forstå verden på. Alle børn har behov for at opleve tillid, tryghed og trivsel, og de skal kende adfærds- og dialogformer, som understøtter social inklusion. Derfor udvikler og vedligeholder SFO´en en kultur, der sikrer, at alle børn er en del af et inkluderende fællesskab.

 

På Skovagerskolen kommer dette til udtryk ved, at vi skaber rum for at alle føler sig som en del af skolen og fællesskabet:

  • de forskellige handicaps og kulturer rummes i klasserne – eleverne oplever, at der er forskellige trosretninger, påklædning, kost, regler, udseende og adfærd.
  • der skabes rum og mulighed for, at den enkelte elev kan udtrykke sig frit, føle sig lyttet til, forstået og inddraget.
  • der er fokus på adfærd, hvordan man begår sig i det offentlige rum og overfor hinanden.

 

Natur og science

Natur og naturfænomener er et tema, som rum­mer rig mulighed for leg, læring og udvikling. Læring foregår når som helst og hvor som helst; på arbejdspladser i naturen, i det virtuelle lærings­rum. Oplevelser i og med naturen stimulerer san­serne, skaber glæde og trivsel, og danner samtidig et vigtigt grundlag for børns motivation og læring indenfor scienceområdet. I SFO´en er der derfor fokus på at give børnene muligheder for at opleve og undersøge forskellige aspekter ved naturen alt efter hvilke muligheder, der byder sig i skolens omgivelser.

 

På Skovagerskolen kommer dette til udtryk ved, at vi oplever og sanser naturens mangfoldighed:

  • ture ud af huset til fx strand, vandmuseum og Økolariet.
  • bruger nærmiljøets muligheder i skov, bæk, sø og legepladser.
  • tid og rum til at udforske, sanse og gøre erfaringer i og med naturen. Og bringer naturen ind på skolen fx i forbindelse med årstid og emner.
  • bruger naturen som læringsrum, der skaber opmærksomhed, nysgerrighed og nye udfoldelsesmuligheder.
  • tilrettelægger forløb, hvor sanser og motorik kommer i spil.

 

Digital teknologi

Den digitale teknologi forandrer på mange måder vores dagligliv, og har fået stor betydning for børns identitetsdannelse, læring, fællesskaber og udvikling af sociale relationer. Børn og voksne anvender de digitale redskaber i leg og som praktiske hjælpemidler, og de spiller en central rolle i skolens undervisning. SFO´en har derfor en pædagogisk praksis, som på en kreativ, alsidig og afbalanceret måde medtænker den digitale dimension i fritidens forskellige aktiviteter.

 

På Skovagerskolen kommer det til udtryk ved, at eleverne har mulighed for og adgang til digitale medier til brug for kommunikation, læring, social træning, musik, spil og leg. Herunder vil I finde 3 overskrifter med en beskrivelse af, hvor Digital dannelse blandt andet kommer til udtryk på Skovagerskolen.

 

Sociale fællesskaber

I forhold til at udvikle de sociale fællesskaber og relationer anvendes blandt andre følgende medier: Smartboard, iPad, computer, mobil, go’ pro, DVD, Wii, Playstation, deleskærme som understøtter.

 

  • Fællesskaber når eleverne fx spiller LAN/(Lokal Area Network)
  • Motivere eleverne til motoriske udfoldelse
  • Bruges pædagogisk som pause og icebreaker for at komme fra et sted til et andet
  • Udfoldelse af kreativitet og motivation
  • Teknologien anvendes som katalysatoren/det fælles tredje i sociale relationer

Kommunikation

Vi anvender flere forskellige hjælpemidler til at udvikle elevernes kommunikations færdigheder. Dette kan for eksempel være følgende: ,,Roll talk”, ,,0-1” og ,,step by step”, touch, scanning og hovedmus, POOD, Go Talk Now. Derudover anvender vi blandt andet ”Moment Diary” til at understøtte kommunikation imellem skole/SFO og hjem.

 

Læring

Vi anvender TV og andre digitale medier til at formidle viden til elever. Sammen med eleverne arbejder vi med digital dannelse, så eleverne udvikler en forståelse for og mestring af den digitale verden. Dette gør sig blandt andet gældende ift billeder og video materiale der findes på nettet, samt sårbarheden i at dele personlige produktioner.

 

Februar 2021